Vendelboaner.com

Vendelboerne med deres rødder i Vendsyssel med fokus på Ovesen, Pedersen, Jensen og larsen

Del Udskriv Tilføj bogmærke

Fortællinger

» Vis alle     «Forrige «1 ... 47 48 49 50 51 52 53 54 55 ... 57» Næste»     » Lysbilledshow

O. M. Ovesens erindringer



Skrevet af ham selv i løbet af 1961
og afsluttet den 31/1 1962.


I N D H O L D S F O R T E G N E L S E.

Faders erindringer ...........................................................................................................................................................    3 – 33
Faders beretning om oplevelser under besættelsestiden ...........................................................................................   34 - 40
Gunnars tale ved Faders begravelse .............................................................................................................................   41 - 43

.....
Jens Kristians beretning om, hvorledes Fader gav ham erindringsbogen ................................................................   44 - 46


Lærer K.B.Steffensen og lærer E.Hansens bidrag ........................................................................................................   47 - 53


Mit barndomshjem var en lille landejendom på 15-16 tdr. land, hvortil senere blev købt en eng på et par tdr. land, der lå lige op ad mit hjem; men med. så meget hartkorn, at det fik betegnelsen en gård, og mine forældre var altså gårdmandsfolk.


Ejendommen lå i den sydlige del af Rakkeby sogn, som gik under navnet Holmen, og helt uden grund var det ikke med navnet, for mod syd og vest var et engdrag, der gennemstrømmedes af en å, og mod nord ligeledes et eng -drag med en hæk, der mundede ud i åen, og under visse forhold kunne engene være helt oversvømmede, så de mindede om en sø med en holm i midten. Blev det så frost, kunne vi løbe flere kilometer på skøjter til alle sider. Det var vel nok en herlig sport.Disse enge mod åen, der snoede sig gennem dem med de ærkeligste slyngninger, var noget af det, der var med til at gyde poesi over min barndom og give mig sans for skønhed i naturen.

Mellem engen og den dyrkede agerjord var der nogle banker, der ikke blev dyrket, og her var en herlig legeplads for os børn fra tidligt forår til sent efterår, og engene frembød et herligt skue. Om foråret var der på overgangen fra eng til ager store partier helt dækket med Engkarse, lidt senere var store strækninger inde i engene helt gule af Engkabelejer, siden kom Engnillekerod og Tjærepragtstjerner, alt i så store mængder, at det gav engen forskellige farvenuancer, men det pragtfuldeste syn var dog lige før høslet, når alle engene stod sølvglinsende af den græsart, der hedder Bynke.

I min barndom så vi aldrig slåmaskiner, men ved Sct. Hans kom karlene med leen, og så faldt det herlige tæppe. Græsset lå nogle dage og blev til hø, som karlene og pigerne samlede i stakke, som senere blev kørt hjem til gården. Også engene med deres mange stakke og senere de mange brogede køer ude i engene var et smukt syn, som jeg synes at se endnu, når jeg tænker på det. De mange hyrdedrenge gik sammen og tændte bål og stegte kartofler, men ofte kunne det knibe med at skaffe brændsel, og så måtte vi ty til tørret kogødning.

Også åen havde vi megen glæde af. Den kunne ofte, især om vinteren,når der var højvande, bringe de mærkeligste ting med sig som strandingsgods. Om sommeren badede vi i den på et sted, som Far havde fare for at drukne. Vi holdt også meget af at fiske, selv om udbyttet ikke var særlig stort; men det var så spændende. I åen var der ål, gedder, aborrer og skaller, flest af de sidste, men de var ikke meget velkomne, så dem fik katten mest, og hos den var de meget påskønnede.

I åbrinken var der mange vandrotter, som dog altid forsvandt hurtigt ind i deres huller, når vi nærmede os, men jeg så aldrig nogen odder. Der var altid et myldrende fugleliv i og over engene. Storke, viber, ryler, bekkasiner og masser af mindre fugle. Som noget usædvanligt kan jeg huske, at en dag først i september slog en flok storke på deres rejse sydpå, sig ned på engen for at fouragere og hvile. Der var 24, hvoraf en sort stork. Så mange storke har jeg aldrig set på een gang, hverken før eller siden.

Jeg er født den 9. september 1883 og var skolepligtig fra den 1. november 1890, idet der på den tid var indskrivning 2 gange om året, 1. maj og 1. november. Vi søskende kunne nok alle læse lidt, når vi kom i skole, og det kunne jeg også, men da så også læreren krævede, at jeg skulle kunne huske og genfortælle de historier, han fra bibelhistorien havde fortalt dagen før, så måtte den lille 7 års purk give op, og så vankede der klø hver dag.

At det ikke fremmede lysten til at gå i skole er vel forståeligt; ja, jeg græd hver morgen, når jeg skulle afsted, og så sagde far: "Det kan ikke blive ved med at gå, det må vi have en ende på". Far trak støvlerne på, og så gjorde han en tur til skolen og talte med læreren om sagen. Efter den samtale fik jeg aldrig mere klø i de 7 år, jeg gik i skole hos lærer Rann, men det varede jo heller ikke ret længe, inden jeg var en af de bedste til at fortælle, sagde han.

Om min skolegang husker jeg ikke ret meget, så jeg mener, at jeg har haft let ved at lære, hvad vi havde for, ellers havde jeg sikkert nok kunnet huske vanskelighederne, men jeg havde aldrig en følelse af, at det var rart at gå i skole, for det virkede altid pinligt på mig, når læreren tordnede, skældte ud og uddelte klø, som var en daglig kost, og det var derfor ikke med sorg, at jeg sagde skolen farvel, da jeg i efteråret 1897 blev konfirmeret og udskrevet.I skolen havde jeg flere gode kammerater. Den bedste af dem var min sidemand, Møller Lee, der var lidt af vor familie og som nu er indehaver af det store trælastfirma "Møller Lee og sønner" i Hjørring.

Rakkeby vestre skole, som vi hørte til, og hvortil vi havde 1½km., var en almindelig 2 klasset landsbyskole. Skolebygningen var, da jeg kom I skole i 1890, ret ny. Det var en smuk rødstensbygning med en stor lys skolestue, der havde vinduer mod syd, øst og nord. Her var, som de fleste steder på denne tid, lange skoleborde med skrå bordplade og faste bænke uden ryglæn, der stod så langt fra hinanden,at man kunne gå imellem dem. Det kunne på mange måder være praktisk,men det havde den ulempe, at vi ikke kunne støtte ryggen mod det bagvedstående bord.

Katedret var meget stort og stod på en høj sokkel, hvorpå der stod en gammeldags armstol med polstret fjederbund. I skolegangen var en reol med så mange rum, at hvert barn kunne få et til sine skiftesko og træsko, for ingen måtte gå ind i skolestuen med samme fodtøj, som blev brugt ude.

Legepladsen var nord for skolebygningen og haven syd for, mod vest og øst var der et godt læbælte. På den østlige ende af legepladsen stod "Galgen" med skråstang og de påbudte klatreredskaber, rebstige, knudetov, glattov og glatstang. Det var altid spændende, når vi havde gymnastik, hvem der var så uheldig at komme til stangen, for den var der ikke mange der kunne klare, og så vankede der klø. Den pinte dog aldrig mig.

Der var jo også landbrug til skolen, så læreren havde altid 4 køer og et par ungdyr, samt nogle svin. Til at passe dem havde han altid en tjenestedreng på 14-15 år. Han havde jo også en husbestyrerinde, da han var enkemand. Derimod havde han ingen hest, så en af gårdmændene kom med et spand heste, når det var nødvendigt.

Læreren, jeg gik til, hed Andreas Rann og var, da jeg kom i skole, vel ca. 40 år. Han var en ret høj og flot mand med whiskers, en officertype, men han havde dog aldrig været officer. Han var velbegavet, ja vist meget dygtig. Jeg har hørt, at en kirkebog skrevet og ført så smukt som hans, skulle man lede længe efter,ligesom han også var en god kirkesanger, men pædagog, ak, ak.Han havde været gift to gange og var altså nu enkemand. Med sin
første kone havde han en lille pige, Helene, som da moderen døde, kom til moderens familie. Nogle år senere blev han gift med en datter af sin formand i embedet, en søster til Edvard Jensen, som jeg kom til at tjene hos som hyrdedreng. Også med hende havde han en datter, Dagmar, som, da moderen døde, kom til at være hos mormoderen og morbroderen.

Lærer Rann, der vel må have følt sig meget ene, kom til at søge selskab med 3 gårdmænd, som han spillede kort og drak sammen med, og når de havde sviret til langt ud på natten, så havde han "tømmermænd" om morgenen og kunne ikke møde, når skolen skulle begynde. Blev så larmen i skolestuen alt for voldsom, så kom husbestyrerinden ind og sagde, at nu kunne vi godt sætte os til at regne lidt eller skrive af efter en bog, så kom lærer Rann nok snart, men mange gange kunne det blive næsten middag, inden han dukkede op, og når han så kom, ja så stod skolen på "gloende pæle", så tordnede han, skældte ud, og gik så ikke alt efter ønske, så slog han løs på de arme børn, oftest børn fra fattige hjem, som var småt begavet og havde småt ved at lære, hvad vi fik for i lektie.

Et par familier søgte om at få deres børn flyttet til en anden skole, fordi han havde slået dem så grusomt, og fik tilladelsen. Ja, man sagde også, at han havde slået en dreng ihjel, men det kunne dog ikke bevises. En dag kom drengen hjem fra skolen og sagde, at han havde fået en frygtelig hovedpine, fordi læreren havde slået ham så
forfærdeligt i hovedet, og da drengen var meget syg, blev lægen hentet.Det blev en hjernebetændelse, og drengen døde, men selv om der var grund til at tro, at årsagen til sygdommen netop var slagene i hovedet, så turde lægen dog ikke udstede erklæring herpå. Sagen faldt, og læreren var reddet.

Det blev også galt med kirketjenesten, for når lærer Rann havde sviret natten mellem lørdag og søndag, så kom han ikke i kirke til førsttjeneste kl. 10, og i lang tid fik de så en anden lærer til at assistere, men da hverken han eller præsten kunne synge, kom en gårdmandssøn til at lede sangen.

Det var i min skoletid, at lærer Rann havde denne frygtelige bumleperiode, og hvor længe den varede, ved jeg ikke, men jeg har hørt, at han blev meget syg af en leversygdom, og at hans læge havde sagt, at han ikke skulle regne med at klare det mere end et år, hvis han blev ved på den måde, men det har nok også medvirket til en forandring, at en af svirebrødrene døde, og en anden gik fallit og måtte flytte fra sognet, for så var selskabet jo opløst.

Mine yngre søskende har fået et noget bedre indtryk af manden, men med sin i højeste grad uretfærdige bankemetode fortsatte han, selv om det vel nok med tiden blev modereret noget. Han fortsatte som lærer, til han blev pensioneret og boede nogle år i Vrå. Hans familiegravsted er på Rakkeby kirkegård.

I sommeren 1895 og 96 var jeg ude og tjene som hyrdedreng hos Edvard Jensen, og lønnen var det første år 10 kr. og det næste 12 kr. Han havde en lille landejendom på en halv snes tdr. land lige ved Rakkeby kirke, hvor han gjorde tjeneste som kirkebetjent, ringede med kirkeklokken morgen og aften, besørgede rengøring og fyring både i kirken og missionshuset, der lå lige ved kirken. Han kunne spille lidt violin og orgel, var forsanger ved alle møder i missionshuset og var en af lederne i samfundet. Edvard Jensen var søn af afdøde lærer Jensen, ca. 35 år, forlovet med sognefogedens datter, Hanna, som han blev gift med i november 95. Hans mor var også i huset, desuden en lille pige på 9 år, datter af en søster til Edvard Jensen og lærer Rann, men moderen var død ved barnets fødsel. Ja, så var der det første år en husbestyrerinde, Mine Thomsen, så ialt blev det en husstand på 5 personer. Det gjorde et pinligt indtryk på mig, at moder og søn ofte skændtes frygteligt, og havde det været meget slemt, så løb den gamle lærermadam væk og gemte sig, så vi måtte ved aftenstid ud og lede efter hende. Den gamle dame var meget skrap og kritisk, så det kunne nok være nødvendigt, at sønnen havde sin mening, men jeg havde altid indtryk af, at det kunne have været gjort på en pænere og venligere måde.Jeg kan dog tilføje, at hun aldrig var efter mig, aldrig generede mig.

Edvard Jensen var ikke særlig venlig over for mig, husbestyrerinden endnu mindre, men vi fik altid god og tiltalende mad. Jeg sov i et dejligt gæsteværelse og led ingen nød. Mit arbejde som hyrdedreng pinte mig ikke, for det havde jeg prøvet hjemme året før. Besætningen bestod af 1 hest, 4 køer, et par ungdyr, et par slagtesvin, en so og nogle får med lam. At gøre rent i stalden og passe dem, kunne jeg sagtens klare.

Der var en ret stor have med en hel del frugttræer og bærbuske af forskellig slags. Grupper med blomster og mange gange. Dem måtte jeg også holde i orden med lugning, skuffen og rivning, og hvor var jeg glad, når jeg lørdag aften havde dem i fin orden. I haven stod også 4 bistader og nogle halmkuber; men bierne passede manden selv, kun hjalp jeg ham med at skrælle tavlerne, når han slyngede honning ud og med at trække udslyngeren. 

Det sidste år jeg var der, var omgangstonen meget blidere, for den unge frue var en venlig og tiltalende dame, som jeg aldrig så eller hørte ude af balance, og hun var også meget venlig og forstående mod hyrdedrengene. Den lille plejedatter Dagmar og jeg legede meget sammen, og det havde vi megen glæde af, men hun havde et meget vanskeligt sind, og var der et eller andet, der ikke passede hende lige i øjeblikket, så blev hun helt rasende, stampede i jorden, smed hvad hun havde i hænderne eller hvad hun kunne få fat i, og var helt uberegnelig, så den dame måtte man være meget forsigtig med.

Skolegang var der ikke meget af om sommeren for ældste klasse, idet vi kun havde en dag om ugen fra 6 - 12, og der var kun en halv snes minutters gang til skolen. Til mit hjem var der kun godt en kilometer, så jeg fik jo af og til lov til at gøre en lille tur hjem søndag aften, og det var altid festaftener, men hvor glædede jeg mig til at komme hjem igen til november. I sommeren 95 oplevede man i Nordjylland det frygteligste tordenvejr i mands minde, Det var sidst på høsten, og varede fra 11 aften til 5-6 morgen med lynnedslag i hundredevis og lynbrande i snesevis.

Den elektriske spænding var så voldsom, at der gennem fløjstangen på laden kom en udladning, der strålede som et bengalsk lys i et fyrværkeri. Lynet slog ned i sognefogedens gård, som brændte, men stuehuset blev reddet, og ingen af husstanden kom noget til. Også vor nærmeste nabogård brændte den sommer ved lynnedslag. Lynet antændte laden, som var stråtækt, men der kom også en udladning ned gennem skorstenen og ud gennem komfuret, som var sprængt. Her i køkkenet lå konen besvimet, men også i folkestuen ved siden af køkkenet havde lynet rumsteret, for jeg så selv, hvorledes det havde klippet spalter i gipsloftet og sprængt et vindue. Folkene, som havde siddet ved deres aftensmad, lå alle besvimede på gulvet, men kom snart i orden igen, for de
havde ingen skade taget. Det så værre ud med konen, der uden bevidsthed blev læsset på en vogn og kørt over til nabogården, ligesom en vogn blev sendt efter lægen, for på den tid havde man hverken telefon eller bil, men da de kom med lægen, var Gitte vågnet op og fejlede ikke noget særligt. Ja, hun havde en streg ned ad det ene ben, men kom snart til hægterne igen, og Gitte fik en ny smuk gård. Hun havde da også en mand, men Gitte førte sceptret. Hun har skænket et par meget smukke malmlysekroner til Rakkeby kirke, har jeg hørt.

I sommeren 1897 gik jeg til konfirmationsforberedelse hos pastor Lund, Harridslev. Afstanden hertil var fra mit hjem 7-8 km., og turen tog 2 timer frem, 2 timer i præstegården og 2 timer hjemad. Det eneste indtryk, der har fæstnet sig i min erindring, er, at denne konfirmationsforberedelse var meget kedelig og meget besværlig på grund af den lange afstand, for da havde man jo ingen cykler, så jeg måtte 

Overhøringen på konfirmationsdagen var meget omstændelig, som en hel eksamen. Vi læste først hver enkelt et stykke af Det nye Testamente højt, så sagde vi hver et salmevers udenad, dernæst blev vi alle hørt i Luthers Katekismus, således at en sagde det første bud med forklaring, den næste det andet, o.s.v., indtil vi var færdige
med budene, så gik vi videre med de tre trosartikler, bønnerne Fadervor, dåbsordene og nadveren, til sidst en meget lang katekiseren over troslæren.

Skønt det tog meget lang tid, besvimede dog ingen den dag. I et nabosogn besvimede den ene af pigerne efter den anden, men da de bar den 5. ud, indstillede dog præsten overhøringen. Selve konfirmationen var noget meget alvorligt for mig, og den blev ikke fordunklet af gaver eller nogen større fest. Som konfirmationsgave fik jeg en salmebog, et nyt testamente, nogle hvide lommetørklæder og nogle småting, som jeg ikke mere husker.

I sommeren 97-98 afløste min broder mig som hyrdedreng hos Edvard Jensen, og jeg gjorde så tjeneste hjemme som arbejdsdreng, for en yngre søster kunne nu godt passe køerne. Jeg kom altid godt om ved Far, og kan ikke huske, at vi havde gnidninger af nogen art, selv om jeg nok kunne synes, at han undertiden kunne være urimelig, for der skulle bestilles noget, men så var han jo fuld af lune, humør og vid, så det var aldrig kedeligt at arbejde sammen med ham. Min broder skulle nu hjem for at gå til præsten i vinteren 98-99 og jeg måtte så igen ud at tjene. Det blev hos en af vore naboer, Chr. Liien, der havde en gård på ca. 30 tdr. land. Han var ca. 65 og var enkemand og havde som husbestyrerinde fru snedkermester Christensen, der var ca. 50 år og som var løbet fra manden, da de slet ikke kunne enes. Hun havde ikke det bedste ord på sig, men hun var altid venlig og flink mod mig.

Chr. Liien drak alt for meget og bandede, så jeg aldrig har hørt noget lignende. Han tømte en hel flaske brændevin hver dag. Han havde et lille anker, som rummede 9 potter, og når det var tømt, fik jeg det i en sæk på nakken, gik til høkeren med det og fik det fyldt. Det blev forsynet med en aftapningshane og lagt på en lille buk i spisekammeret, så han let kunne tappe af det i en flaske, som han så drak af, for han brugte aldrig noget glas. Han var tit i "løftet stemning", men rigtig fuld så jeg ham kun en gang i det år, jeg var der, og da havde han været til marked. Kort tid efter døde han af "Delirium tremens".

Chr. Liien passede selv dyrene om vinteren, og om sommeren havde vi en hyrdedreng til at passe køerne. Arbejdet var ikke noget problem for mig, for det var jeg kendt med hjemmefra, kun drillede det mig lidt, at alle redskaberne var meget gammeldags og ubekvemme, for hjemme havde vi altid de bedste og mest moderne redskaber. Jeg var hjemmefra vant til at bruge heste, og nu fik jeg også lært at gå med le, både på mark og i eng, skønt jeg kun var 15-16 år og lidt spinkel;men det gik helt godt.

Manden kom jeg altid godt ud af det med, og han havde nok heller ingen grund til misfornøjelse, da jeg altid udførte punktligt, hvad jeg blev sat til, ja tit meget mere, når jeg kunne se, at det tiltrængtes. I løn fik jeg det 
år 75 kr.

Hvorfor jeg kun blev det ene år hos Chr. Liien, ved jeg ikke, for det var noget, Far ordnede, men jeg har tænkt mig, at lønnen har været det afgørende, for han har nok ikke villet lægge ret meget til lønnen, da han altid plejede kun at have en lige konfirmeret dreng, og da der så kom en anden mand, Peder Christensen, Rønnebjerg, og bød
mig 150 kr., så blev jeg fæstet til ham.

Far sagde, at det jo var troende mennesker, så der måtte jeg da få det godt, og på en måde havde jeg det også godt her, men det var en passende plads for en fuldvoksen karl, og jeg var kun 16 år, så jeg havde det alt for hårdt og udførte altid, hvad jeg blev sat til, selv om det langt oversteg mine kræfter, så i løbet af det år, jeg var her, blev mit helbred helt ødelagt. Jeg måtte søge læge og lå til sengs den sidste tid. Far måtte hente mig hjem, hvor jeg så lå til sengs et par måneder, og i løbet af et halvt år kom jeg så meget til kræfter, at jeg kunne tage til Nørre Nissum 1. september 1901.

Gården i Rønnebjerg var på ca. 50 tdr. land, hvoraf en eng, et kær og en tørvemose lå på forskellige steder ca. 1 km. fra gården, og da man på den tid ikke havde cykler, måtte man trave frem og tilbage. Af maskiner var der kun en rensemaskine og en hakkelsemaskine, som vi selv måtte trække. Der var ingen pumpe i brønden, så vand til en besætning på 4 heste, 15 køer og ungkreaturer måtte trækkes op ved hjælp af en brøndvinde med 2 spande af en brønd på 35 alens dybde. Hele avlen måtte slåes og mejes med le, og kornet tærskes med plejl; men vi fik altid god og rigelig mad.

Husstanden bestod af gårdens ejer Peder Christensen ca. 30 år, hans kone Trine lidt yngre, en lille pige på et par år, mandens Far Poul og hans Mor Sine, en tjenestepige Nikoline 17-18 år, som senere blev forskolelærerinde, en hyrdedreng, der i mange år var kæmner i Taars og mig, ialt 8 personer.

Gården var mandens hjem, og hans forældre havde et par stuer i den ene ende af det lange stuehus og spiste sammen med os. Den gamle Poul gik om vinteren og passede og fodrede køerne, ligesom han om sommeren hjalp hyrdedrengen med de mange dyr. Han var en elskelig gammel mand, som jeg kom til at holde meget af, men konen, gamle Sine, var ikke nogen engel, hverken overfor sin mand eller sønnen, og overfor den unge kone Trine kunne hun være frygtelig, så hun kunne vel nok, som det hedder, have grund til at frygte "svigermoders onde tunge". Derimod sagde hun aldrig et uvenligt eller bebrejdende ord til mig.Den unge kone Trine var en meget venlig og tiltalende dame, altid omsorgsfuld overfor mig. Manden syntes jeg ikke så godt om, for han var meget uligevægtig af sind og meget ofte i dårligt humør, når der skulle bestilles noget.

Ja, foruden de omtalte var der også i hjemmet en patient, en broder til manden, Chr. Christensen, som havde været på seminariet i Nørre Nissum et års tid, men var sendt hjem med knogletuberkulose i en hofte, og som lå til sengs i hjemmet i den tid, jeg var der. Han kom lidt senere på sygehus og blev opereret, men døde kort tid efter.

Han var en meget tiltalende ung mand, som jeg tit sad inde og talte med om søndagen og også undertiden om aftenen. Han lånte mig bøger, som jeg læste med stor interesse, og det var nok samværet med ham, der gjorde, at jeg kom ind på, at jeg ville være lærer. Da jeg skulle til Nissum, købte jeg en dejlig violin af ham, og da han var
død, spurgte hans far, om jeg ikke kunne tænke mig at købe alle hans bøger, for dem havde de jo ingen brug for. Jeg måtte få dem alle for 40 kr., og jeg kunne afbetale dem med en tikrone hver sommerferie, men jeg skulle selv komme med dem. Jeg forstod nok, at han på denne måde ville sikre sig et besøg af mig hver sommerferie, og det fik han også. Da jeg sidste gang talte med ham, sagde han det, der rørte mig mest: "Jeg beder for dig hver dag",og jeg svarede med tårer i øjnene: "Tak kære gamle Poul".

Fra Rønnebjerg til mit hjem på Rakkeby Holm var der 11-12 km, og ville jeg en tur hjem, måtte jeg altså gå 23-24 km., og det var lige hårdt nok, når jeg først skulle ordne alt den dag som de andre dage, og det blev jo altid søndag eftermiddag, når jeg var færdig med dyrene. Det skete dog af og til, at min søster Marie kørte mig et stykke på vej, når jeg sent af omtenen skulle tilbage, men at jeg ikke gjorde turen ret tit, er nok forståeligt.

For at komme den nærmeste vej plejede jeg altid at følge en fodsti over de 1000 tdr. land, der hørte til Vrejlev kloster, men da jeg en aften sent var på vej til Rønnebjerg fra mit hjem, var det nær gået galt, for det blev snestorm. Jeg tabte fuldstændig spor og orientering, gik og gik i lang tid uden at vide hvorhen, men så endelig
stødte jeg mod et dige, som jeg kendte, og så var jeg reddet.

Fra Rønnebjerg havde vi 5-6 km til kirken, og jeg nåede aldrig at komme i kirken, mens jeg var der, men af og til fulgtes jeg med gamle Poul til missionshuset i Paulstrup, hvortil vi også havde 5 km. Det var altid om aftenen, så det lod sig ordne. Om morgenen blev der holdt en kort andagt, men jeg opdagede aldrig, at de unge var i kirke.
Derimod tog de undertiden til et missionsmøde.

Da jeg havde bestemt mig for at blive lærer, talte jeg med min mor om det, og jeg kunne forstå, at hun ikke havde noget imod det, hvis far mente, at det lod sig ordne med, hvad det ville koste, for indtægterne ved et lille landbrug var på de tider små, men far sagde,at det lod sig sagtens klare, for da der ingen gæld var på ejendommen, så kunne der optages et kreditforeningslån. De fik et lån på 6.000 kr., hvoraf jeg brugte de 3.000 kr.; men da min broder også kom til at læse til lærer, fik han jo brug for de sidste 3.000 kr., hvoraf vi dog, da vi var færdige og fik ansættelse, betalte noget tilbage.

Seminariet

  Jeg indmeldte mig så til optagelse i forberedelsesklassen i Nørre Nissum og skulle møde den 1. september. Da vi vidste, at lærer Ishøj, Jelstrup havde en søn på seminariet i Nørre Nissum, kørte far og jeg en dag i ferien til Jelstrup for at tale med ham. Sønnen var ikke hjemme, men hans fader lovede, at han nok skulle få Karl til at tage
imod mig i Nissum og hjælpe mig tilrette, og det slog også til. Turen fra Rakkeby til Nørre Nissum var på den tid lidt besværlig, idet jeg for at nå til Nørre Nissum ved aftentid måtte hjemmefra om natten kl. 1, og den modsatte vej var det ikke meget bedre, for vognen afgik fra Nørre Nissum kl. 3 om natten, så i de år, jeg var på seminariet, tog jeg derfor kun hjem til jul og sommerferien. Ved min ankomst til seminariet tog Karl Ishøj som aftalt imod mig, og fulgte med mig ind på forstanderens kontor, hvor jeg blev budt velkommen og min ankomst noteret. En ung lærer, der skulle anvise mig et værelse, blev tilkaldt. Der var kun to eneværelser, hvoraf det ene var optaget, og jeg kunne godt få det andet. Det var et lyst gavlværelse med lidt skråvæg til den ene side, forsynet med bord, taburet og sengested uden madras. Den unge lærer sagde, at jeg kunne gå ned i præstegården og bede om et knippe halm. Det var jeg ikke meget for, men måtte jo gøre turen og fik halmen gratis.

Forberedelseseleverne spiste i forstanderens pensionat sammen med højskolepigerne om sommeren og højskolekarlene om vinteren, hvor vi fik en meget spartansk kost som på andre højskoler. Skolearbejdet interesserede mig meget, men da mine forkundskaber var meget mangelfulde, måtte jeg arbejde ret hårdt det første år. Dog opnåede jeg ved optagelsesprøven til 1. klasse klassegennemsnitskarakteren ug:. Vi begyndte 1.klasse med 34 elever, men mange faldt fra efterhånden, så af dem blev kun 18 dimitteret 1905 + 3 oversiddere.
Alle seminariebygningerne havde 2 etager, i nederste var der klasseværelser og i øverste elevværelser, og her boede seminaristerne, men da der ikke her var værelser nok, måtte nogle af eleverne leje sig ind hos private ude i byen. De bedste værelser var som regel optaget af eleverne i de ældste klasser, så begynderne måtte nøjes
med de ringeste, men nogen stor forskel var der dog ikke, for de var jo alle beregnet til kun een mand, Et værelse med vinduet mod sydvest var dog at foretrække imod et med vinduet mod nordøst, og jeg var så heldig at få et værelse mod sydvest. Her boede jeg så de 3 år, jeg var på seminariet

På hvert værelse var der et fast skab og et sengested uden madras,så man måtte selv møblere og holde værelset i orden, men prisen var heller ikke stor, 3-4 kr. efter størrelsen pr. måned. Man anskaffede sig et bord, en stol, en servante med vandstel, gardiner billeder samt en bogreol, sg så var stuen forsynet med, hvad der var absolut 
nødvendigt.

Der var på den tid ikke elektrisk lys eller centralvarme, så man måtte klare sig med en petroleumslampe og en kakkelovn, men det gik også udmærket, når kun begge var i orden, så det havde jeg ikke noget særligt besvær med. En kone kom 2 gange om ugen og vaskede alle gulvene, så det slap vi for. 

Alle seminariets lærere havde pensionat, og i min seminarietid spiste jeg hos vor religionslærer, pastor Sørensen, der lige var blevet gift, og her var vi det første år kun 5, alle af første klasse. Det år spiste vi særlig godt og havde det morsomt søndag aften, idet de indbød os til en kop kaffe, sammen med højtlæsning og leg af forskellig art. Det var sikkert den unge nygifte frue, der havde fået det ordnet, men de 2 sidste år var vi nok godt et dusin, der spiste der, og så var det forbi med de interessante og morsomme søndag aftener, for vi var for mange. Det er sikkert også blevet påtalt af de andre, der havde pensionat, at sådan noget kunne et enkelt pensionat ikke tillade sig uden i samråd med de øvrige. For fuld kost betalte vi 22 kr. pr. måned.

På seminariet havde vi 6 timer på klassen hver dag, fra 7 til 13, med en frokostpause på 20 minutter midtvejs, og da vores pensionat lå lige ved seminariet, så kunne vi lige nå det nødvendige på de 2o minutte ter, men de, der boede ude i byen, havde mad med. Et kvarter før 7 blev der af den lærer, som havde første time, holdt en kort andagt, og selv om der aldrig blev sagt noget herom, så var vi klar over, at man så helst, at vi alle mødte så tidligt, at vi kunne være med ved denne andagt, og jeg var altid med; for enkelte gik det galt gang på gang, for de kunne ikke komme så tidligt op. Det var jo også dem, der ikke kom med, blev oversiddere eller måtte opgive. Søndag var hviledag, og den dag lod vi skolearbejdet ligge, ja, nogle ville vel også mene, at det ville være overtrædelse af det 3. bud, om vi havde arbejdet med det om søndagen.

I pastoratet var der kun een kirke, så der var altid højmesse kl. 10, og skønt vi have en ca 3 km til kirke, så var vi dog altid mange seminarister i kirken, som altid var fuld, ja, ofte næsten mere end fuld. De 2 første år hørte vi her pastor Adolf Hansen, stifteren af Nørre Nissum højskole og seminarium, og de 2 sidste år pastor Aschenfeldt Hansen. Der var jo også møder i missionshuset, der lå lige ved seminariet, men der var jeg kun med, når der kom fremmede præster.På seminariet havde vi en gymnastik- og sportsforening. De 2 første år dyrkede vi kricket og de to sidste år fodbold samt privat gymnastik.Jeg var altid deltager, ja, var formand for vor klasse i de 3 år på seminariet. Vi havde en dejlig badeplads ved Limfjorden, Nissum Bredning, og den benyttede jeg meget flittigt i sommertiden. På de dage, vi ikke havde sport eller badning, gik jeg altid en lang tur sammen med en kammerat. Søndag eftermiddag om sommeren strejfede vi ofte om i de mange kratbevoksede dale og slugter ude mod fjorden med en botaniserkasse for at finde sjældne blomster og andre planter, og vi fik på den måde et nøje kendskab til egnens flora, der kom os til gode ved eksamen i naturhistorie. Vi havde også en diskussionsklub
"Demostens", som vi havde megen glæde af.


Forstanderen, J. Andreasen, som var ejer af både højskolen og seminariet, havde ingen timer på seminariet, men holdt sig til højskolen, hvor han jo også havde arbejde nok, og fagene på seminariet var også nok besat med lærere, da han i 1901 købte skolen. Alle seminarielærerne var dygtige, velmenende mænd, der gjorde et godt og samvittighedsfuldt arbejde, hvad man også fik indtryk af, når man sammenlignede eksamensresultaterne fra Nørre Nissum med andre seminariers. 

Imellem eleverne i min klasse var der et ualmindeligt godt kammeratomskab, der har holdt sig livet igennem, og som er styrket og udbygget ved klassestævner og en vandrebog, der går rundt endnu 1961. Der var særlig to af kammeraterne, som jeg havde megen glæde af samværet med, nemlig L.P.Jensen, senere førstelærer i Sulsted, og min kones fætter Jens Poulsen, lærer i Glerup ved Aalestrup. L.P.Jensen og jeg læste og arbejdede sammen gennem hele seminarietiden, og det uden at der nogensinde var misforståelser eller gnidninger af nogen art os imellem.

Efter en veloverstået eksamen kom så den dag, da vi modtog vort eksamensbevis, og ved en festmiddag hos forstanderen sammen med censorernes formand, professor Larsen, alle seminariets lærere med fruer, måtte tage afsked med skolen og sige farvel til forstanderen, lærerne og kammeraterne, og selv om de 4 år her på mange måder havde været en herlig tid, så var vi dog alle nu glade ved at kunne sige farvel og gå ind til den gerning, som vi havde forberedt os til. De 4 år havde kostet mig 3.000 kr.

Der var på den tid ingen vanskeligheder med at få arbejde, og længe før jeg var færdig på seminariet, havde jeg fået anvist plads som sygevikar for en lærer ved Kasted skole ved Århus. 

For at blive lidt orienteret om forholdene der, tog jeg lige fra seminariet til Kasted og var med den forrige vikar i skole et par dage. Her begyndte jeg så min 48 årige lærergerning den 1. september 1905. Det var en almindelig landsbyskole med 2 klasser og ikke særlig mange børn i klasserne, så alt gik godt i de 4 måneder, jeg var der.Jeg skulle også være kirkesanger og kirkebylærer, og det må jeg velogså have klaret pænt, for præsten skrev, at jeg havde ledet kirkesangen godt og sikkert. På den tid havde kun få landsbykirker orgel og Kasted kirke heller ikke.

Hver lørdag eftermiddag gik jeg til præstegården efter salmenumrene og for at tale med præsten 0m melodierne. Jeg traf aldrig salmer, som jeg ikke kunne synge, men så skete det en dag, at der var en salme, som jeg nok kunne synge med den angivne melodi. I Kasted var de vant til at synge den med en anden melodi, som præsten nynnede, om jeg da ikke kendte den ? Nej, den kendte jeg ikke, men jeg kunne da let lære den, hvis præsten ville sige mig, hvor jeg kunne finde noderne til den, men det kunne præsten ikke, for melodien stammede fra de gudelige forsamlinger. Så kom præsten i tanke om, at fru Dam, lærerens kone, vist kendte melodien, om jeg ikke kunne få hende til at synge den for mig. Jeg sagde, at det kunne jeg måske nok, men om jeg ved at høre den et par gange, kunne lære den så godt, at jeg turde tage mig på at synge den i kirken den næste dag var velnok tvivlsomt.Ja, så måtte jeg jo brude den, jeg kendte.

Fru Dam sang melodien for mig nogle gange, så sang jeg den for hende, og næste dag imponerede jeg præsten ved at synge salmen med den ønskede melodi og det fuldstændig rigtigt, sagde præsten. Et par år senere havde jeg i Vadum nogle gange samme situation med melodier, som jeg ikke kunne skaffe noder til. Her var det præstefruen, der måtte synge dem for mig. Disse gamle melodier måtte dog forsvinde, da der kom orgel i kirkerne, fordi man ikke kunne få noder til dem.

Lærer Dam, som jeg var vikar for, var ca 30 år og havde i længere tid været på tuberkulosesanatoriet i Silkeborg, så der havde også været sygevikar året før. Husstanden bestod af: fru Dam, fru Dams far, lærer Dams søster, der fungerede som husassistent, og to småbørn samt vikaren. Jeg havde indtryk af, at de havde det meget fattigt. Møbler var der næsten ingen af og mad så tarvelig, dårligt tillavet og meget lidt tiltalende serveret, har jeg aldrig oplevet andre steder. At mandens sygdom lagde et hårdt tryk over hjemmet er forståeligt, så humøret var sort, men det blev lidt bedre, da Dam kom hjem den 1. december.

At opholde sig sammen med familien i en stue med kun et gammelt bord og nogle svenske stole samt et par larmende børn, var der ikke megen hygge ved, så jeg opholdt mig mest på mit lille gavlværelse over skolestuen, når jeg ikke travede rundt i den smukke omegn. På dette lille kammer var der kun et meget lille bord, en svensk stol, en servante med vandstel og en jernseng. Til held for mig stod der i skolen en afdeling af sognebiblioteket, så jeg fik i de 4 måneder læst en mængde bøger.

Et par uger før jul spurgte jeg lærer Dam, om jeg skulle fortsætte hos ham efter jul. Det kunne han ikke svare på, inden han fik en erklæring fra lægen, men nogle dage senere kom han og sagde, at nu havde lægen givet ham tilladelse til at gå i skole efter jul, så jeg kunne godt rejse til jul.Skønt alt var gået godt, både i skole og kirke uden gnidninger af nogen art, så følte jeg det dog som en lettelse, da jeg fik denne meddelelse, for jeg havde ikke befundet mig rigtig godt i denne familie. Lønnen her var 30 kr. pr. måned, 25 + 5 for kirketjeneste.

Et par måneder senere fik jeg et brev fra lærer Dam, hvori han bad mig om at komme igen, for han havde fået et tilbagefald og måtte have sygevikar igen. Jeg måtte svare, at det kunne jeg ikke, for jeg havde bundet mig for resten af året, hvor jeg nu var, men skrev, at det gjorde mig ondt, at det var gået sådan. Dam, der var en høj smuk
mand, døde et par år senere, og hvordan det så er gået fru Dam og børnene, ved jeg ikke.

Da jeg i Kasted fik besked på, at jeg måtte rejse til jul, måtte jeg til at se mig om efter en ny plads og opdagede så, at lærer Berg, Smidstrup søgte en hjælpelærer, og da denne skole kun ligger 4 km fra mit hjem, så skrev jeg til far, om han ikke kunne tage over og tale med lærer Berg. Ja, lærer Berg ville meget gerne have mig, og her tog
jeg så fat efter jul 1906. 

I Smidstrup var der en forskole, så her havde jeg kan de store børn fordelt i to klasser med et passende antal i hver klasse, og det var en stor fordel og lettelse med kun to årgange i hver klasse. Det gik da også udmærket med arbejdet i skolen. Det var her i Smidstrup, den bekendte højskolemand Thomas Bjørnbak var lærer fra 1844 til
1864, og her startede han sin højskole, der senere blev flyttet til Fjellerad, da han kom i krig med Vendelboerne.

Lærer Berg, som jeg var hjælpelærer hos, var en gammel mand, der ikke rigtig mere magtede forholdene, og så havde han fået tilladelse til at holde hjælpelærer til han nåede de 70, pensionsalderen. Han var en gammel, venlig og elskelig mand, som jeg kom til at holde meget af. Af vækst var han ret lille og spinkel, og da der over hans
fremtræden var noget ydmygt og vegt, så- kunne jeg godt forstå, at han ikke kunne klare de meget store drenge. Fru Berg var en stilfærdig og skrøbelig gammel dame, der ikke sagde ret meget, og så var der en datter på ca 40 år, som passede hele husvæsenet og holdt alt i bedste orden. Hun var en kvik og livlig pige, altid i godt humør. Her var maden altid vel tillavet og tiltalende serveret, så her befandt jeg mig godt i alle måder og opholdt mig altid sammen med familien

Lønner_ var her 25 kr. om måneden. Til embedet i Smidstrup hørte også kirketjeneste, men berg mente, at han nok selv kunne klare den. Det skete dog af og til, at den gamle lærer Berg søndag morgen kom ind og sagde: "Jeg har det ikke så godt i dag, så kunne De, kære Ovesen, tage gudstjenesten i dag?" Jeg svarede altid, at det skulle jeg da gerne, og på den måde kom jeg ofte til at fungere som kirkesanger i Sejlstrup kirke, og hvortil Smidstrup hørte. Jeg fik da også her som i Kasted en fin anbefaling som kirkesanger af præsten. Mindre begejstret var jeg for en nabolærer, lærer Hundahl, Vejby, som også af og til kom med samme anmodning, når han skulle ud at rejse.Jeg sagde altid ja, fik aldrig noget for hjælpen, knap nok en tak, og jeg havde 4-5 km til Vejby kirke.

Denne lærer Hundahl var på mange måder en mærkelig mand, som der blev fortalt mange historier om. Han var halt, og skønt Vejby kirke var meget lille, så humpede han dog frem og tilbage ad midtergangen, når han sang i kirken. Altid havde han en mægtig skrå i munden, også når han gik og sang, men når han så fik for meget væde i munden, så listede han mellem et par vers ind i degnestolen, trak en skuffe, hvori der stod en spyttebakke, ud, og så lød der et mægtigt plask, skuffen blev skubbet ind, og Hundahl humpede atter ned gennem kirken syngende på næste vers.

Lærer Hundahl havde en smuk datter, som var forlovet med en lærer i nabosognet, men sognepræsten, som var ugift fik også kik på frøken Hundahl og friede til hende. Hun tog ringen af og giftede sig med præsten, for det var finere at blive præstefrue end lærerfrue, sagde folk, men den arme lærer var nær gået fra forstanden og var væk fra skolen i lang tid.

Lærer Berg søgte afsked 1. september, så jeg skulle kun blive i Smidstrup til sommerferien, men jeg havde også nu det års tjeneste, der forlangtes, før man kunne blive fast ansat som andenlærer. For at blive første- eller enelærer måtte man være 25 år, og jeg var kun 22.Der var dog endnu en hindring. Jeg skulle ind som soldat, men da jeg fortalte min svigerfar det, så sagde han, at man altid kunne bytte og få et frinummer, og det skulle han nok se at få ordnet, for han kendte chefen for nummerbytningen. Han tog ind til Ålborg, kom hjem med et frinummer, og hvad det kostede, ville han betale.

Så kunne jeg søge embede og så, at der var opslået et andenlærerembede  ledigt ved Svenstrup hovedskole lidt syd for Ålborg. Jeg tog til Svenstrup, så lidt på forholdene, fandt dem meget tiltalende, gik rundt, hilste på og talte med alle medlemmerne af sogneråd og skole kommission, søgte embedet, blev indstillet som nr. 1 af 16 ansøgere, blev kaldet og begyndte så her den 1. september 1906.Da jeg kort tid efter min ankomst ved et selskab var sammen med formanden for sognerådet, proprietær Peder Olsen, Svenstrupgård, så sagde han til mig: "Kan De tænke Dem, hvorfor vi ville have Dem?" Det kunne jeg selvfølgelig ikke. "Jo, det var, fordi vi kunne se, at De var en solid bondekarl", sagde han.

Svenstrup hovedskole havde 4 klasser , 2 lærere og alt for mange børn i hver klasse, men det blev bedre, da der blev ansat en forskolelærerinde, som tog de 2 yngste årgange. Førstelærer Kr. Gade var en velbegavet, venlig og flink mand, som vi altid havde det bedste samarbejde med, men på grund af hans dårlige nerver, kunne han slet ikke magte forholdene, og skønt han kun var 42 år, havde han flere gange været på nerveklinik. Det sidste år vi var i Svenstrup, måtte han bort igen, og vi fik så en ung dygtig vikar. Året efter måtte Gade søge sin afsked på grund af sin nervesygdom og var et stykke tid på en sindssygeanstalt, men han kom dog senere ud igen og tog ophold i Askov.

Lærer Gade var ugift, havde ingen husholdning og gik altså helt ene i den store lejlighed, hvor han kun i en enkelt stue havde et bord, et par stole og en gammel sofa. Han spiste hos smeden, som boede kun få minutters gang fra skolen. Som mange nervøse mennesker kom han til at virke lidt komisk, og det benyttede nogle af børnene sig af til at drille ham, for i en stor stationsby er der jo ikke lutter englebørn. Ja, det gik så galt, at nogle store drenge en dag, da Gade ikke var hjemme, knaldede alle ruderne i hans skolestue. Det var sket efter skoletid, så jeg havde
ikke set noget til det. Næste morgen kom Gade grædende ind til mig og sagde, at nu ville han ikke i skole mere. Det ville han nu tage over og melde formanden for skolekommissionen, provst Hansen, Ellidshøj, men da det viste sig umuligt at få en vikar, så endte det med, at provst Hansen kom til Svenstrup og holdt forhør, fik fat i de skyldige og holdt en tordentale for dem. Ruderne skulle de sørge for at få indsat pr. omgående, selv betale, hvad de kostede og bede Gade om forladelse, og Gade måtte atter ind til børnene.

I Svendstrup skole havde vi fagdeling, så de børn, Gade havde om formiddagen, havde jeg om eftermiddagen og omvendt, og at jeg i den første tid måtte tage lidt fast på forholdene, er nok forståeligt, men så snart det gik op for børnene, at hos mig skulle der være ro og orden og bestilles noget, så kom alt til at gå. Vi blev rigtig gode venner, og jeg kom til at holde meget af disse kvikke og meget livlige børn. Da vi skulle flytte til Vadum 1908 og holdt en lille afskedsfest for børnene for at sige farvel, flød der mange tårer, ja det kneb også for min kone og mig at holde tårerne tilbage, da vi så dem løbe ned af børnenes kinder.

På den tid var de tjenesteboliger, man på landet bød lærerinder og andenlagere som regel elendige, idet de oftest bestod af et par små kvist- eller gavlværelser oppe på skolens loft, men i Svenstrup var forholdene meget bedre, for her havde andenlæreren en hel bygning for sig selv, med skolestue i den ene halvdel og lejlighed i den anden
halvdel. Indgangen var fra nord midt på huset, som var ret nyt, gulkalket og med stråtag. Skolestuen lå til venstre og havde vinduer mod syd og øst. Lejligheden til højre bestod af 2 gode stuer med vinduer mod syd og ud imod haven og mod nord et stort køkken, samt et spisekammer og kælder, og fra køkkenet var der indgang til en vinkeltrappe op til loftet, hvor der var et soveværelse.

Denne lejlighed var beregnet til en ugift, men da jeg sammen med min forlovede så på den, blev vi enige om, at den da også godt kunne beboes af et nygift ægtepar, ligesom vi også talte om, at det jo ikke ville være særlig rart for mig at gå i den tomme lejlighed. Desuden havde det vist sig umuligt at finde et sted, hvor jeg kunne spise. Vi talte med mine svigerforældre om forholdene, og da de fandt som vi, at det ville være mest praktisk, om vi blev gift, så blev der bryllup i Putgrave på min kones fødselsdag den 10. oktober 19o6. Der var i forvejen købt møbler, køkkenudstyr, gulvtæpper, gardiner, billeder m.m., og vi fik indrettet et par smukke og hyggelige stuer og havde det dejligt. Her kom vi så til at bo 2 år og 3 måneder. Lønnen for en andenlærer var 700 kr. om året, samt fri bolig og brændsel, så jeg kunne den første hver måned hos sognerådsformanden hente 58 kr. og 33 øre, og mange har spurgt, om det var muligt at leve for det. Jeg har altid svaret, at når man aldrig køber mere, end man kan betale kontant, så kan det altid gå, og vi klarede altid pænt alt det daglige, men gjaldt det større ting som tøj, så måtte vi ty til banken efter renterne af en lille kapital, vi havde stående der.

Forholdet til befolkningen var altid det bedste, ja, man næsten kappedes om at få fat på det unge lærerpar. En andenlærer plejer man ellers ikke at regne ret meget, men vi blev altid bedt med hos de bedrestillede, og da vi fik vor førstefødte, ja, så strømmede det ind med gaver, lige fra gammeldags barselmad, vin og kager af mange forskellige slags til gaver af mere varig karakter, og da så drengen blev døbt, havde vi et gilde med så mange, som skolestuen kunne rumme. Jeg holdt også aftenskole de to vintre, vi var i Svenstrup, og havde begge vintre skolen helt fuld, og på den måde lærte vi også mange af de unge at kende. Hovedfagene var regning og dansk, men foruden den almindelige undervisning i mundtlig og skriftlig dansk, holdt jeg en række litterære foredrag med oplæsning, som de unge var meget begejstret for. Hver vinter afsluttede vi med en lille fest, hvor vi opvartede med chokolade og kaffe, og de unge fik lov til at danse i skolestuen, idet de selv sørgede for en spillemand og et anker
øl. Af eleverne fik vi det ene år en stor sølvske og det andet år en meget smuk gyngestol.

Den 9. september 1908 var jeg fyldt 25 år og kunne nu søge embede som første- og enelærer. Jeg søgte på samme tid 3 embeder, et nyoprettet enelærerembede med helt ny skolebygning i stationsbyen Halvrimmen, et førstelærerembede med helt ny lejlighed i Vestbjerg og et enelærerembede med kirkesang ved Torpet skole, Vadum sogn, men med skolebygning fra 1877.

Jeg fik de to, og havde fået det tredie med, hvis jeg ikke havde skyndt mig at trække min ansøgning tilbage, sagde sognerådsformanden, men jeg kunne jo kun betjene det ene, og vi valgte så embedet i Vadum. Torpet skole lå bedst, og de 120 kr., som kirketjenesten gav, var også værd at tage med og lægge til de 1100,-, som lønnen lød på, så det blev ialt 1220,- en mægtig fremgang fra de 700 i Svenstrup. 

Kaldelsen gjaldt fra 1. december med pligt til at tiltræde embedet i løbet af 14 dage. Vi skulle altså flytte; afsluttede i Svenstrup den 29. november, pakkede den 30., flyttede den 1. december, pakkede ud og stillede på plads om lørdagen, og jeg fungerede så ved højmessen om søndagen, hvor præsten meget højtideligt indstillede mig ved fra prædikestolen at oplæse mit kaldsbrev og kallats, begge udstedt af biskop Chr. Møller, samt hertil at knytte en meget smuk velkomsttale, som jeg påhørte stående vendt mod menigheden.

Det var jo meget spændende, om den ny lærer var noget værd som kirkesanger, og i degnestolen sad der også den dag sognets øvrige 3 lærere og lyttede. Min kone, som jo også var i kirke, havde lagt mærke til, at da vi havde sunget det første vers af den første salme, så lærerne til hinanden og nikkede. Jeg var godkendt som kirkesanger. I Vadum kirke kom der først orgel 1919.

Da vi kom til Vadum, havde Torpet skole kun 2 klasser, men med alt for mange børn. Så vidt jeg husker, begyndte jeg den første vinter med 48 i ældste klasse og næste sommer med 42 i yngste, men ved en omlægning af skoledistrikterne blev nogle af børnene flyttet til Østerhalne skole. Der var dog stadig for mange børn i Torpet skole, og da der så i 1913 blev bygget en ny skole i Vejlen, så kom hele den sydlige del af Torpet skoledistrikt til denne skole. Børneantallet i Torpet skole vedblev dog stadig at være over det tilladte, og man hittede så på at oprette en midlertidig pogeskole i et lejet lokale i 1914, idet man mente, at børneantallet ville dale, men da det ikke skete, kom der fra ministeriet påbud om, at der fra 1. april 1920 skulle oprettes en forskole ved Torpet skole. Så blev der bygget og ansat en lærerinde. Fra 1914 havde jeg kun de store børn og en meget behagelig skole at arbejde i.

Jeg kan føje til, at da tyskerne kom herind 1940 og udvidede lufthavnen ved at nedlægge gårde og huse, ca 60 i Vadum sogn, heraf 35 i Torpet skoledistrikt, så gik børneantallet så meget ned, at lærerinden kom på ventepenge, og da jeg i 1953 forlod skolen, var der kun 25 børn fordelt på 2 klasser. 

Næsten alle børnene i Torpet skole var fra landbohjem, mest ret store gårde, nogle fra husmandshjem og af arbejderbørn kun et par. Ja, så var der jo også et par herregårde, Bjørum og Rødslet, som tyskerne sløjfede helt. Børnene i Vadum var meget forskellige fra børnene i Svenstrup. De var ikke mindre velbegavede, mange meget velbegavede, mere solide til at lære, hvad de blev sat for, men mere sindige, ikke så ivrige og hurtige til at svare, når de blev spurgt, og det måtte man indstille sig på og vænne sig til. Det kunne godt knibe i førstningen, men det var børn, som det var en glæde og fornøjelse at arbejde med, og man havde altid indtryk af, at hjemmet støttede skolens arbejde, at forældrene var interesseret i, at børnene passede, hvad de skulle, ligesom børnene hjemmefra blev formanet til at opføre sig pænt, at være høflige og lydige.

Ja, hvor var det herligt hver morgen at kunne gå ind til en flok dejlige børn og begynde dagen med sang og bøn og med en religionstime, i hvilken man prøvede at dele med børnene det, som var det mest værdifulde for en selv.
Skolen i Torpet var opført 1877, hvidkalket og tækket med tegl, efter datidsforhold en god og solid bygning med en god stor skolestue, der havde vinduer mod syd og nord. Indgangen for skolebørnene var midt på gavlen mod øst til en skolegang i hele husets bredde, herfra 2 døre ind til skolestuen, en for pigerne til venstre og en for drengene til højre. I gangen fik jeg straks lavet reoler til skiftesko og træsko. I skolestuen var der alt for høje lange borde med fast bænk uden ryglæn, som jeg dog snart fik udskiftet med passende tomandsborde. Lejligheden bestod af en ret stor forgang med indgang fra syd, 4 stuer, hvoraf 3 mod syd og en mod nord, samt et gæsteværelse og et pigekammer, køkken, spisekammer med god kælder og bryggers med opgang til loftet og bagudgang.

Lejligheden var, da vi kom i 1908, meget dårligt vedligeholdt, måske fordi der ret hurtigt var skiftet lærer flere gange. I Svenstrup havde alt været nymalet og nytapetseret, da vi kom der 1906. Her manglede både maling og tapet overalt, og da vi kun måtte få 1 stue gjort i stand om året, så tog det jo tid, inden vi havde alt i orden. Også støbegodset var elendigt, så det måtte fornyes alt sammen, både alle kakkelovne, komfur og grubekedel, men i løbet af nogle få år fik vi her indrettet et meget smukt og hyggeligt hjem, og da børnene voksede til, og det kom til at knibe med plads, så fik vi efterhånden lavet 3 værelser på loftet. Det var en stor lettelse og forbedring, da vi 1922 fik indlagt elektrisk lys og sidst i fyrrerne vand og w.c.

Til embedet hørte godt et par tdr. land, som alle mine formænd havde holdt køer og svin på; ja, en af dem havde også haft et par små heste, men da havde der været mere jord, som nu var solgt fra. På grund af landbruget var der et meget stort udhus med plads til tørv, høns, duer, svin, køer og heste, samt lo og lade med vognport, men
halvdelen af laden blev brudt ned 1920 for at give plads til forskolen. Skønt jeg var godt kendt med landbrug, så havde jeg dog ikke mod på både at være lærer og landmand, så jeg bortforpagtede jordlodden til en nabo på betingelse af, at vi hos ham måtte hente sødmælk til 10 øre pr. liter og skummetmælk til 2 øre pr. liter. Det var en meget fordelagtig ordning for os, og for at udnytte den fordel fedede vi hvert år en gris, som min svigerfar kom med om foråret og forærede os, når den vejede 50 pund, og den blev så slagtet til jul.

Af have var der kun en lille strimmel på 8-l0 meter mellem skolebygningen og vejen, og her var så mange træer, at der om sommeren, når der var blade på dem, var meget mørkt i lejligheden, ja, der kunne så godt som ikke komme en eneste solstråle ind i huset. At vi måtte have en forandring, var vi straks klar over, men vi forstod også,
at vi måtte gå lidt forsigtigt til værks, når vi hørte, at folk roste og priste den gamle lærer Sigsgaard, der havde fremdyrket den dejlige have med de mange frugttræer ved Torpet skole. Derfor turde vi ikke rigtig rydde op og skære ned, inden vi fik anbragt en ny stor nyttehave nord for skolen, selv om de fleste af de gamle frugttræer ikke
var noget værd. Da jeg bortforpagtede skolejorden, tog jeg et lille stykke fra på et par skæpper land beregnet til have, men for at få jorden nogenlunde renset for ukrudt, inden vi anlagde haven, dyrkede vi de første år kun kartofler, gulerødder, kål og andre køkkenurter, for dette stykke jord var helt gennemfiltret af senegræs, pileurter, padderokker, samt uhyre mængder af frøukrudt.

I efteråret 1912 blev stykket indhegnet, og den østlige halvdel, der var beregnet til frugthave, lod jeg grave hollandsk. Det næste forår blev haven så anlagt med tjørn rundt, et godt læbælte mod vest bestående efter tjørnen, en række hyld, 2 rækker lætræer og inderst en hassel hæk. Ja, så blev der inden for tjørnehækken mod nord plantet en række bestående af skiftevis kirsebær og mirabeller, men det viste sig, at denne kombination ikke var så heldig, for i løbet af en halv snes år havde mirabellerne kvalt kirsebærrene

I den østlige halvdel blev der plantet 20 frugttræer, æbler, pærer og blommer. Midt ned gennem haven var der en gang med en række stikkelsbær på hver side, og den vestlige halvdel blev delt med en tværgang med solbær, ribs og hindbær til venstre og køkkenurter til højre. Det var en god og behagelig sandmuldet havejord, så alt voksede
og trivedes fortrinligt. Vi fik derfor megen glæde og nytte ud af denne have, og så kunne hele forhaven omdannes til prydhave med plæne og blomster, som min kone var en mester i at arrangere og passe.

Ved en fornyelse af forpagtningen tog jeg påny et par skæpper land fra lige imod det første stykke, som vi i nogle år kun brugte til kartofler, men da vi ikke mere var så mange til kartoflerne, så lagde vi også dette stykke ud som have, indhegnede det, plantede hegn og læbælte, samt 27 frugttræer, alle af de fineste og mest moderne sorter, anlagde et par aspargesbede og et stort jordbærstykke. I forpagtningen var det ordnet således, at vi hvert år skulle have 4 læs staldgødning, og det var nok en af grundene til, at alt trivedes så godt.

Der kan vist være grund til at sige lidt om, hvordan vi anvendte al den frugt, for det blev jo efterhånden meget og størsteparten meget fin frugt. Vi var i mange år en stor familie og kunne bruge meget,

Knyttet tilFørstelærer Ove Martinus Ovesen

» Vis alle     «Forrige «1 ... 47 48 49 50 51 52 53 54 55 ... 57» Næste»     » Lysbilledshow





Webstedet drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 13.0.4, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2022.

Opdateres af Arne Pedersen. | EU-persondataforordningen.

Arne Pedersen mellemvang 31 9362 Gandrup Tlf. +45 61691594